Hatten / Stallohat'ta (1075), Storfjord. 

Hatten was first climbed on August 1st. 1920 - via the upper part of the South face - by the Norwegians Eskild Jensen, I. Myklebust, C.W. Rubenson and Henning H. Tønsberg. This route was repeated by Hanne Brochmann and Geir Jenssen on July 20th 2013.
Approx. 300 m, mostly grade II with one pitch graded V-. 

Commitment Grade: IV (This combines length, hazard, and overall challenges.) A multipitch route at higher altitude or remote location. Multi-hour approaches in serious alpine terrain.

Possible first winter ascent - via the East face - by Aadne Olsrud and Bjørnar Elvemo on April 27th 1999. Two pitches, IV+/V-.

Hatten´s South face as seen from Kitdalen.

The original South face route, repeated on July 20th 2013 (V-).

Henning Tønsberg: Bestigninger i Troms Fylke i 1920, Turistforeningens Aarbok for 1921.
"At Hatten var omegnens store naturvidunder, dens stolthet, forstod vi snart. Likeledes var det aabenbart, at vilde vi hævde os som klatrere, maatte vi ta Hatten. 

Om eftermiddagen gik vi med hodet i nakken og kiket opi Hatten. Det var litt brysomt, da fjeldet gaar bent op antagelig indimot de 4000´.

At tinden hadde overraskelser at by paa var jo sandsynlig, den var jo forsøkt før, og saa stod der jo en svare respekt av den. Noget laa vel til grund herfor. Men nok om det. Dagen derpaa skulde Hatten vardesættes, det skyldte vi alle gode traditioner.

Bandet i skaret falt steilt, men let gaaelig av mot dalen der fra Storfjorden fører ind nord for Hatten.

Vi holdt stadig øie med tindefasaden, men den saa litet angripelig ut, saa kursen lagdes mot lavsænkningen i Hattefjeldet, øst for selve Hatte-pullen.

Stigningen er respektabel og terrenget vrient, uten oversikt. 

Det øverste stykke blev let klatring.

Op til venstre strakte seg en lang, slak, forrevet ryg mot Hattefjeldet, som saa let bestigelig ut.

Til høire strævet Hatten tilveirs i glatte, indpaa lodrette sva, der ikke taalte tilnærmelse.

IMG 1748

Endnu en gang knækkedes nakkerne under sakkyndige uttalelser om tindens mere eller mindre, særlig de sidste, svake sider.

Et par timer var medgaat til skaret, og vi tok en liten pust, før vi fortsatte inspektionen, der nu maatte forlægges utenfor rækkevidde av de mange par øine på de nakkebrækkende interesserte vi vidste fulgte begivenheternes utvikling.

Vi var godt utstyrt med taugverk, men med litet klær, da den sjeldne gjest, solen, virkelig saa ut til at ville forbli tro indtil videre.

Hattebremmen slap vi os nogen faa meter under og svinget mot venstre i meget forrevet og løst fjeld langs horisontale galerier. Efterhvert som klipperne ovenfor utviste mere medgjørlighet, steg vi efterhaanden i høiden, men faldt stadig av, hvor de høiere partier tydet paa stængende muligheter.

De øverste ca. 100 meter bar det ret tilvejrs.


Oppstigningen var hele tiden grei, fornøielig og lempelig klatring, ...

IMG 1747

… og vore smaavarder vil forhaapentlig kunne lede ogsaa andre paa den rette vei.

4 timer efter start stod vi paa toppen. Denne er ca. 50 meter bred og svakt hvælvet med steilt avfald mot alle sider.

Vi gik straks frempaa stupet mot Kvesmenes og saa ned paa gaarden, hvor vi kunde skjelne folk. Snart efter lød hornsignaler op til oss, og flag heistes. Vi var opdaget, og vor seir aabenbar for alt folket.

Varder reistes, en paa stupet mot Kvesmenes…

… og en noget indpaa plataaet, paa tindens høieste punkt.

Desværre var ikke Pigtind synlig. Forbi disse mere nærliggende partier strøk utsynet fjorden ut forbi Lyngseidet og over hele den vidunderlige tinderække paa Lyngenhalvøen. Det var en uhyre mangfoldig og mangeartet vrimmel med tinder blaanende i avstande, vi ikke kunde bedømme.

Saa var det hjemturen, hvordan den burde lægges an. Vi fandt, at en slik liten formiddagstrip som dette var rent for litet. 

Dessuten fremholdtes at det vilde være hensynsfuldt at skaffe den gjestfrie befolkning en søndagsadspredelse ved at gi en liten opvisning i vor ædle sport. At opvisningen ikke vilde bli helt let, var vi forberedt paa, men vi hadde meget taug, saa muligheterne for at slippe ned var ganske store.

Sakte men sikkert , fandt vi vei, og et par efterlatte taugløkker, foruten smaavarderne, markerer ruten. Kun et sted var fritsvævende nedfiring over en ca. 10 mtr. høi, overhængende væg nødvendig. Landingen var litt vrien mellom svære blokker.

Dette blev sidste vanskelighet. Fjeldet var fremdeles brat, men greit fremkommelig, ...

… og snart kom vi ut av draaget langt nede og satte farten op mot skogtrakterne, hvor vi haabet at finde vand. 

Samtlige var vi uttørkede som skyssgamper efter 6-7 timers stræv uten mindste vandskvæt.

Terrænget var her, noget østenfor opstigningsruten, endu langt slemmere. Men ogsaa denne nedstigning fik en ende.

Efter en tids forløp lød samlingssignal, da vand var fundet. Det blev en velsignet stund, ti, som "Far" sa, dere kan si, hvad dere vil, men vand er naa vand da."

The new hydroelectric dam in Bergsdalen.

Hatten and the dirt road leading up to the hydroelectric dam in Bergsdalen.

The original South face route.

Climbed by Hanne Brochmann and Geir Jenssen 20. July 2013.

© Geir Jenssen 2016